Ingen varer i kurven
I alt: 0,00 DKK
Gå til kassen
Ingen varer i kurven
I alt: 0,00 DKK
Gå til kurven

Marsvin

Den lille sydamerikanske gnaver, marsvinet, er et populært kæledyr, især i børnefamilier. Det er der flere årsager til. Dyrene har en passende størrelse, er ikke aggressive, nemme at passe og de kan blive ret tamme. De passer godt ind i det mønster, der præger en dansk børnefamilies hverdag og det er godt for børnene at have kontakt til dyr. Der er faktisk undersøgelser, der viser, at børn, der vokser op med dyr, udvikler større evne til at sætte sig i andre levende væsners behov. De forstår, at de har behov for mad og pleje, at noget kan gøre ondt, de sætter pris på, at de er varme og bløde at røre ved osv. Anderledes kan det være med børn, der udelukkende kender til dyr fra en TV-skærm.

Det vil altid være bedst at have to marsvin. Marsvinet er et flokdyr, der trives bedst sammen med artsfæller. De lever vildt i store flokke og har et veludviklet sprog, hvad man hurtigt kan høre, når der går flere sammen. Kønsmodne hanner kan ikke gå sammen, de slås. Men kastrerede hanner kan gå sammen både med hinanden og med hunner og flere hunner kan også gå sammen. Så to marsvin i et passende stort bur vil være en god løsning. På denne måde behøver man heller ikke have dårlig samvittighed over et dyr, der sidder alene hele dagen, mens familien er væk.

Med hensyn til fodring er der et par ting, man skal være opmærksom på. Marsvin er et af de få pattedyr, der ikke selv kan danne c-vitamin, (mennesket kan heller ikke) og det er derfor livsvigtigt for det at få det tilført med foderet, da der ellers kan udvikles skørbug. Om sommeren er det sjældent noget problem, da der er rigeligt med mælkebøtter, græs osv. at hente i grøftekanterne. Afklippet plænegræs skal man undgå, det er alt for fint i sturkturen og kan give diarré. På de årstider, hvor man ikke kan finde grønt i naturen, skal der gives andre typer grøntsager. Her er en liste, der kan hjælpe, når man skal vælge:

  • lavt indhold af C-vitamin (0-20 mg/100 g): gulerødder, æbler, agurk, salat, rødbede.
  • middelhøjt indhold af C-vitamin (20-100 mg/100 g): kinakål, hvidkål, kålroer.
  • højt indhold af C-vitamin (>100mg/100 g): broccoli, grønkål, rød peber, persille.

Man behøver ikke at være bange for, at masvinet får for meget C-vitamin. Det er et vandopløseligt vitamin, som tisses ud, hvis den ikke har brug for det. Det vil ofte være en god ide, at tilføre ekstra C-vitamin, især i vinterhalvåret. Det er ikke så godt at give tilskuddet i drikkevandet. Dels nedbrydes C-vitamin hurtigt i vandet, dels drikker marsvinet kun meget lidt, hvis de får rigeligt med grøntfoder. Det er bedre at købe et C-vitaminholdigt pulver, som drysses på f.eks. agurk.

Et andet vigtigt foderemne for marsvin er hø, masser af hø. Deres tænder vokser hele livet, faktisk så meget som 3 mm pr. uge. Det er derfor vigtigt, at de bliver brugt meget og hertil er der intet så godt som velduftende hø med masser af struktur. Hø hjælper desuden til at holde maven i orden og marsvinene elsker at gemme sig, (de kan også bruge et lille hus). Tænderne vil også blive brugt godt, hvis marsvinene får friske grene at gnave i, gerne fra frugttræer.

Den sidste slags foder er marsvine-piller. Den typiske blanding består af korn, solsikkekerne, grønpiller, paranødder osv. Mange marsvin bliver hurtigt kræsne vanespisere, de elsker de fede tign og lader resten stå. I misforstået godhed smider ejeren så disse rester ud og giver en ny portion. På den måde kan dyrene blive ret overvægtige og det er lige så usundt for dem, som for alle andre. Desuden levner dette spisemønster ikke ret meget appetit til at spise den mængde hø, der er nødvendig for tænderne og for at holde maven i orden.  Så den rigtige måde at fodre på, er at give en mindre afmålt portion hver morgen og når den er spist skal den stå på hø (og grønt) resten af dagen. Det er ikke synd for dem og man skal så vidt muligt efterligne, hvordan de ville have spist ude i naturen. Der findes også grønpiller, hvor alle foderemnerne er malet og blandet sammen. Her har marsvinene ikke mulighed for at vælge noget fra.

Til god røgt og pleje hører selvfølgelig også frisk drikkevand, god hygiejne, rigeligt plads at røre sig på og gerne en daglig løbetur udenfor buret.

Kirsten Boeck, dyrlæge

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.

Læs mere
OK