Ingen varer i kurven
I alt: 0,00 DKK
Gå til kassen
Ingen varer i kurven
I alt: 0,00 DKK
Gå til kurven

Forøget drikkelyst

 
Når en hund pludselig begynder at drikke meget mere vand end den plejer og evt. får problemer med at holde sig indendøre, er det tit det første der falder ejeren ind, om den mon har fået sukkersyge? - og ja, hunde kan også godt få sukkersyge. Det er som regel midaldrende til ældre hunde, der rammes og det ses ofterer hos hanhunde end hos hunhunde. 

Sukkersyge skyldes en mangel på insulin, som kroppen har brug for til at udnytte glucose. Insulinet bringer glucosen ind i cellerne og hvis dette ikke sker findes glucosen i store mængder i blodet og giver anledning til en voldsom tørst. Dette hormon produceres normalt i bugspytkirtlen og hvis den ikke er i stand til at danne insulinet, må det tilføres udefra.

Diagnosen stilles ved først at undersøge en urinprøve. Hvis der er sukker i urinen, vil der også være sukker i blodet. Næste skridt er så at undersøge en blodprøve, dels for glucose, dels for et andet stof, der kaldes fructosamin, for at se hvor galt det er. Herefter skal hunden indstilles med insulin og det sker under løbende målinger af sukker i blod og urin. Dette kan sagtens foregå uden at dyret behøver at være indlagt.

Desværre kan man ikke behandle sukkersyge hos hunde med tabletter, men det vil være nødvendigt at give daglige indsprøjtninger med insulin, samtidig med at hunden sættes på diæt. Mange hundeejere bliver lidt forskrækkede ved udsigten til, at skulle give deres hund daglige indsprøjtninger, men erfaring viser, at det går forbavsende nemt. Hundene skal have insulinet sprøjtet ind under huden i nakken og det reagerer de næsten ikke på. Det klarer så at sige alle hundeejere uden problemer og langt de fleste sukkersygehunde får et ligeså langt og godt liv, som de ellers ville have haft. Det kræver dog, at den bliver sat på en specialdiæt, har en regelmæssig livsførsel og at blodsukkerniveauet checkes med jævne mellemrum.

Hvis ikke der er sukker i urinen, skal dyrlægen finde ud af, hvad der så er baggrunden for den øgede drikkelyst og her vil mistanken ved en lidt ændre hund ofte rette sig mod nyrerne. Det er ikke usædvanligt, at de bliver noget slidte med alderen. Deres funktion er at rense blodet for affaldsstoffer og når de ikke magter det mere i fuldt omfang, er der brug for meget vand til at skylle systemet igennem. Den øgede drikkelyst kommer som regel lige så stille, men som hundeejer bliver man tit først opmærksom på drikkeriet, når hunden ikke kan holde sig inde mere.

Det vil være nødvendigt med en blodprøve for at checke nyreværdierne og af- eller bekræfte diagnosen. Viser det sig, at hunden har et nyreproblem, er det jo også sådan at hverken dialyse eller nyretransplantation er en mulighed hos dyr, sådan som det kendes fra mennesker. Men man kan komme et stykke vej med den rigtige fodring. Hvis hunden får lige den mængden protein, dens krop har behov for og ikke mere, vil der komme færre affaldsstoffer i blodet og nyrerne vil blive mindre belastede og drikkelysten vil falde. Der er udviklet specielle nyrediæter til dette formål. Her er proteinet af så høj biologisk kvalitet, at der næsten ingen reststoffer er. Faktisk kan man gå så vidt at sige, at enhver gammel hund vil have gavn af at spise nyrediæt. Man skal gøre sig klart, at man ikke kan helbrede dårlige nyrer, men man kan skubbe det tidspunkt, hvor de ikke kan klare deres arbejde mere.

Når nyrefunktionen bliver så dårlig, at der er affaldsstoffer i blodet, vil hunden ofte få kvalme og tabe lysten til mad. Det kan man som hundeejer ofte ikke holde ud at se på og man vil begynde at kræse for hunden, f.eks. med at give den en frikadelle. Man da man herved giver den protein i form af kød har man i misforstået godhed bare gjort ondt værre. Hyppigt kommer der også opkastninger og dyret begynder at tabe sig.

Det handler derfor om at være opmærksom på sin ældre hunds drikkevaner - evt. måle op, hvor meget man kommer i skålen på en dag. For hvis man får grebet ind i tide, har man gode chancer for at give den noget forlænget levetid i den anden ende.

Dette var de to hyppigste årsager til forøget drikkelyst. Der findes en del andre, så som leversygdomme og andre stofskiftelidelser. Hos midaldrende tævehunde er livmoderbetændelse den hyppigste årsag. Denne sygdom vil blive omtalt for sig selv.

Kirsten Boeck, dyrlæge

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.

Læs mere
OK