Velkommen til hvalpen
Man venter og venter - og endelig kommer dagen, hvor man kan hente sin nye hvalp hjem. Et hav af glæder venter forude, men man siger også goddag til et stort stykke arbejde. Her giver Gitte Mejsen Nielsen, der blandt andet underviser på hvalpehold i Dansk Kennel Klub, en række fifs til, hvordan man kommer godt igennem den første vigtige tid med hvalpen.
Rolig start
Når man kommer hjem med hvalpen, synes jeg, den skal have lov til at undersøge omgivelserne i fred, siger Gitte Mejsen Nielsen. Sæt jer roligt ned på gulvet og lad hvalpen gøre, som den synes. Den skal have ro, så lad være med at lege vildt med den eller at invitere hele familen til at komme at se den allerede på førstedagen. Hyg jer med hvalpen og lad den stille og roligt vænne sig til sit nye hjem.
Sengetid
Allerede inden I går i seng, skal I have bestemt jer for, om hvalpen må ligge i sengen eller ej. Hvis den ikke må fremover, må den heller ikke den første tid, for så forstår den ikke, at den pludselig bliver forment adgang. Hunde er jo bekendt flokdyr, og lukkes de væk fra flokken, opfatter de det som en form for straf. Derfor er min holdning, at de skal have lov at sove hos menneskerne, som jo er deres flok. Vil I ikke have hunden i soveværelset, så gå ud og sov, hvor den skal være de første par nætter. Hvis hvalpen er urolig, er det en god idé at have hånden nede i kurven hos den, for det kan give den tryghed og berolige den.
Fodring
Jeg synes bestemt, at man skal følge den foderanvisning, opdrætteren har givet, så hvalpen fortsætter som vanligt, fastslår Gitte Mejsen Nielsen. Måltiderne fordeler sig typisk over tre daglige. Angående godbidder - lad være med at fodre hvalpen med dem i tide og utide. Det er helt klart bedst at nøjes med at bruge den som positiv belønning: altså kun at give dem når hvalpen har gjort noget, man gerne vil have.
Ud at tisse
Hvis man griber det rigtigt an, er det faktisk ret hurtigt og let at gøre en hvalp renlig, siger Gitte Mejsen Nielsen. Luk hunden ud hver gang den er urolig, samt når den har leget, sovet og spist. Følg med hver eneste gang - også i regnvejr og om natten - for det er vigtigt at rose hvalpen hver eneste gang, den tisser eller laver ude. Uheld indendørs kan jo ikke undgås i begyndelsen, men skæld ikke hvalpen ud, når den tisser indenfor. Tag den i stedet på armen og bær den udenfor, så lærer den det hurtigt. Det er min erfaring, at hvalpene typisk er renlige på 14 dage med denne fremgangsmåde. Udover i renlighedsprocessen synes jeg bestemt ikke, man skal bære rundt på en hund. Den er skabt med fire ben, og dem skal den bruge. Derved lærer den også at anskue verden fra sit eget synspunkt - ikke fra et sikkert "bjerg", hvor den er urørlig.
Verdens impulser
Det er jo så uendelig vigtigt, at man sørger for at tilvænne sin hvalp alt muligt; at vænne den til alle de mange indtryk, verden vil møde den med. Fortsæt hvor opdrætteren slap med hensyn til at præsentere hvalpen for hjemmets lyde, synsindtryk, maskiner, børneråb osv. Tag også hvalpen med i byen og gå en tur på strøget, så den møder alle typer af mennesker - store som små. Hvis nogen vil hilse på den, så bed dem sætte sig ned på hug med siden til den og undgå at bøje sig indover den, for det kan virke meget voldsomt. Giv hvalpen mange gode oplevlser, men pres den ikke.
Øv almindelig håndtering fra starten
En anden ting, der skal fokuseres på helt fra hvalpen er lille, er almindelig håndtering. Hvis den vænnes til at blive rørt overalt helt fra begyndelsen, vil du selv, dyrlæger, dommere mv. ikke få problemer med det senere, fordi hunden så ikke oplever berøring som noget usædvanligt eller ubehageligt. Hvalpen skal også øves i at blive børstet, få tjekket poter og negle. Ligeledes er det vigtigt at vænne den til at få tjekket tænderne - det skal den jo blandt andet have gjort ved dyrlægen og på eventuelle udstillinger, ligesom det er ret vigtigt, at du selv kan åbne munden på den stikke fingrene ind, hvis noget skulle sætte sig fast i hundens mund.
Lær hvalpen få ord
Der er tre ord, jeg synes, hvalpen skal lære, inden den kommer til træning, siger Gitte Mejsen Nielsen. Det ene er dens navn. Husk at det kun skal bruges positivt. Et andet ord er kommandoen "kom". Det læres let ved at du sætter dig på hug og gør dig interessant for hvalpen evt. med en godbid, mens du i en glad tone siger kom. De allerfleste hvalpe vil da komme til dig og inden længe forbinde ord og handling. Det tredje ord er "nej". Jeg synes, det er et vigtigt ord, fordi du med det kan fortælle hvalpen, at den er i gang med noget du ikke vil have. Man kan jo ikke bruge lange sætninger til at skælde hunde ud med, for det forstår de ikke. Et nej er så kort, at det kan falde helt præcist i rette sekund, så hunden ikke er i tvivl om, hvad det er man mener. Tager hvalpen f.eks. en sko, siger du straks nej i et bestemt tonefald og tager skoen fra den. På den måde lærer den, at nej betyder hold op.